Psykoterapi og rådgivning
Psykoterapi og Rådgivning
Jeg arbejder udfra den oplevelsesorienterede familieterapi, som er udviklet af The Kempler Institute of Scandinavia (www.kempler.dk) Jeg orienterer mig mod de relationer og oplevelser klienter har. Jeg er personlig og direkte i min kommunikation, og er på den måde konfronterende overfor de mennesker jeg taler med. Mange har et billede af en terapeut, som en der sidder passivt tilbagelænet, og ikke giver sig til kende! Sådan forgår det ikke.
Hvor længe går man i terapi?
Allerede efter første besøg, skulle man gerne have fået ideer til hvordan man kommer i gang med at løse sine problemer. Nogle går meget lettet ud ad døren efter første gang, det at tale højt om sine tanker, kan være en lettelse. Andre går mere tænksomme af sted, fordi de er blevet klar over, at problemet er større end de troede, og at det kommer til at tage tid. Mange kommer en 2-3 gange, og er så klar til at gå videre selv. Andre kan have brug for et længere varende forløb, fordi de ønsker forandring af handlingsmønstre, de ikke længere vil leve med. Andre igen, kommer måske en 2-3 gange hver halve år, og bruger timerne til en indre vedligeholdelse (”servicetjek”).
Hvordan forbereder man sig til terapi?
Når man kommer første gang, kan man føle sig rodet og diffus i forhold til, hvad det er man vil tale om. Vi finder sammen ud af, hvad det er der skal tales om, og tager udgangspunkt i her og nu. Der skal altså ikke laves ”lektier” før du kommer.